Tendo kan give en hånd til millioner af mennesker

Fem procent af verdens befolkning lider af nedsat funktion i deres hænder. Det har den industrielle designer, Sofie Woge fra Lund, besluttet at ændre på takket være hendes højteknologiske opfindelse i form af Tendo-robothandsken. Vi har stillet fem hurtige spørgsmål til Sofie Woge om, hvordan det er at drive en virksomhed på tværs af regionen.

Sofie Woge er blandt andet blevet inspireret af og fået støtte fra NASA, da hun besluttede at udvikle et værktøj, der hjælper astronauter med at træne deres hænder, så de ikke mister muskelstyrke i rummet. Det blev startskuddet for Tendo, en robothandske der hjælper dine fingre med at bevæge sig. På efterårets store Øresundsbron Business Meeting, fortalte Sofie Woge om Tendos succesrejse og om udviklingen af den første prototype, om hvordan Tendo flyttede til Odense i et par år for at deltage i Odense Robotics Startup Hub, og at virksomheden i dag er en del af Ideon Innovation.

Sofie Woge er en af de mange iværksættere, der har forbindelser til og er aktive på begge sider af sundet.

Hvorfor var det vigtigt/interessant/spændende for dig at deltage på årets store Øresundsbron Business Meeting 2019?

– Det var en mulighed for at møde interessenter fra begge sider af broen. Vi er aktive i både Danmark og Sverige, med et svensk hovedkontor og en dansk filial. Så det var en god mulighed for os at møde nye mennesker og udvide vores netværk. Det var også interessant at se, hvad der ellers sker i regionen, siger Sofie Woge.

Sofie Woge. Foto: Peter Brinch.

Hvilke udfordringer, muligheder og vanskeligheder ser du ved at arbejde på tværs af sundet?

– Brede kompetencer og nærhed til to lande, som både er ens og forskellige på hver deres måde. Der sker meget i Skåne og Københavnsområdet og det er, i mine øjne, et fremragende mødested for innovation og iværksætteri.

Hvad anser du som det vigtigste/bedste ved at have en åben forbindelse mellem Danmark og Sverige?

– At man lærer af hinanden og kan sparre. Der er meget godt at hente på begge sider af broen, og ved at være åbne for hinanden kan vi vokse sammen.

Hvad tog du med dig hjem fra din dag på Øresundsbron Business Meeting 2019?

– Der sker så mange spændende ting som jeg ikke kendte til. Det var også en positiv overraskelse, at der er så meget samarbejde, og jeg fik en masse nye kontakter.

Har du nogle gode råd du vil dele med nystartede virksomheder, der overvejer at etablere sig i regionen?

– Vi har virkelig fået det bedste fra begge lande. Drag fordel af nærheden! Der er meget hjælp at hente, hvis man bare beder om den. Søg efter netværk der opererer i både Sverige og Danmark, og gør brug af de sikkerhedssystemer der findes.

Øresundsbron Business Meetings morgenmøder er tilbage næste år på begge sider af sundet.

Tekst: Caroline Sjögren
Foto: Peter Brinch