Sådan påvirkes brotrafikken af den nye grænsekontrol

Hastigheden i Øresundsbrons tunnel bliver af sikkerhedsmæssige årsager nedsat fra 90 km/t til 50 km/t i retning mod Danmark, i de tidsrum hvor det danske politi udfører midlertidig grænsekontrol ved tunnelåbningen nærmest Kastrup. Derudover lukkes en af to kørebaner, mens grænsekontrollen gennemføres.

– Vi er nødt til at tage disse forholdsregler for ikke at sætte sikkerheden over styr, når der udføres grænsekontroller, så turen gennem tunnelen og forbi grænsekontrollen er sikker, siger Ulla V. Eilersen, sikkerhedschef på Øresundsbro Konsortiet.

– Derudover ønsker hverken politiet eller vi, at der er køer i tunnelen, fordi vi betragter det som en sikkerhedsrisiko. Udgangspunktet er derfor, at grænsekontrollen ikke skal skabe køer. Hvis vi kan se, at der er risiko for kø, vil forbindelsen blive midlertidigt lukket i den retning til trafikken flyder igen. Det er et princip, der altid gælder hos os, for at undgå at kunderne holder i kø i tunnelen, siger hun.

I midten af oktober 2019 annoncerede Danmarks justitsminister, at den danske regering har besluttet at styrke beskyttelsen af grænsen til Sverige ved at indføre en grænsekontrol mod Danmark fra den 12. november.
Kontrollen vil ifølge Rigspolitiet blive gennemført som stikprøvekontroller og periodiske kontroller, hvilket indebærer, at der ikke altid vil blive udført kontrol af dem, der passerer forbindelsen.

– Når det danske politi er til stede for at udføre grænsekontrol, kan vi desværre ikke undgå, at det påvirker vores kunders rejsetid. Nu venter vi og ser, hvordan kontrollerne forløber, men vi håber, at det sker på en måde, der påvirker kunder og trafik så lidt som muligt, siger John Alexander Sahlin, kommunikationsansvarlig ved Øresundsbro Konsortiet.

Sådan skriver Rigspolitiet om reglerne for indrejse til Danmark:

“Da politiet ikke oplyser, hvornår kontrollen gennemføres, bør rejsende altid medbringe rejselegitimation ved rejse mellem Danmark og Sverige og tage af sted i lidt bedre tid for en sikkerheds skyld”.  Læs mere her.

/ Denne artikel blev opdateret kl. 17.38 den 11. november /