”Før tog vi ofte sydpå, men det gider vi ikke mere”

Arne Hansen er én af dem, der er begyndt at vælge nærområdet frem for de sydlige himmelstrøg. Han bor lidt syd for Kalundborg på det vestlige Sjælland og har sammen med sin kone i mange år haft campingvogn. 

”Før tog vi ofte sydpå. Men det gider vi ikke mere. Vi er blevet lidt magelige, og vi er selvfølgelig også bevidste om miljøet,” siger Arne Hansen. 

Turen med campingvognen er flere gange gået over Øresundsbron. Og det er ikke den svenske kronekurs, der lokker.   

”Hvis vi går forbi en kjole eller en bluse eller et par sko, kan det da godt være, vi køber noget med hjem. Men vi tager ikke til Sverige for at shoppe. Det er nok mest naturen, vi kører efter,” siger han og nævner skovene og søerne omkring Växjö og de dejlige ture, man kan gå overalt i Sverige.   

”Vi har også været oppe ved skærgården nord for Gøteborg, Bohuslän, nogen gange. Der er flot. Og så har vi et par gange været længere sydpå, i Skåne. For nogen år siden var vi ved en kløft i en nationalpark, lidt nord for Malmø.” Arne Hansen har glemt navnet, men det kan godt have været Söderåsen.    

Senest camperede Arne Hansen og hans kone i Østerlen, på Rigeleje Strandcamping. 

Foto: Arne Hansen

”Det var fint fint. Flinke folk, dejligt beliggende ned til vandet, og helt enkelt. Det var jo uden for sæsonen, så der var bare toilet, vand og strøm. Sådan er det alle steder uden for sæsonen. Vi krævede heller ikke mere,” siger Arne Hansen, der i øvrigt godt kan lide, at det er lidt primitivt.  

Først og fremmest handlede det dog for Arne Hansen og hans kone om at se tranerne, som på deres vej tilbage, fra Nordafrika til det nordlige Sverige, gør ophold i Vattenriket lidt syd for Kristianstad. Og dem så Arne Hansen og hans kone flere gange og i tusindvis.  

”Det var en stor oplevelse. Vi var derude tre gange på de fem dage, vi boede på Rigeleje Campingplads. Der var sort med traner. Nogen havde talt, at der var 9000. De fløj i v-formationer, og der var et fint udkigstårn, Pulken, hvor man kunne se det hele fra, og fine adgangsforhold og virkelig god skiltning. Jeg må sige, at svenskerne er gode til at skabe gode rammer om naturoplevelser. Deres måde at fortælle hele historien, ikke bare om tranerne, men om alle dyrene i området, skiller sig virkelig ud. Det er meget meget fint. Og det koster bare gratis.”      

Foto: Arne Hansen

Tranedansen trædes i Vattenriket hvert år fra slutningen af marts til midten af april, og er ligesom stærenes dans, kaldet sort sol, i Sønderjylland blevet et stort tilløbsstykke. Det var dog ikke noget Arne Hansen og hans kone mærkede meget til i Vattenriket. 

”Slet ikke. Folk kom og gik, og der var plads nok. Der er jo bare en stor natur derovre,” siger Arne Hansen, der ikke i tvivl om, at han og hans kone skal over Øresundsbron igen med campingvognen.  

”Det er helt sikkert, vi tager til Sverige igen. Der er en fantastisk natur, og det er jo lige derovre på den anden side,” siger han.   


Tekst: Malin Kristina Westerlund