Julemarkedet i Dragør er kun fire år gammelt, men allerede en tradition

Og det er ikke kun de julehandlende, som har opdaget Dragør. I år lykkedes det den gamle skipperby at komme med på den såkaldte tentativliste, som er et vigtigt skridt på vejen mod en status som Verdenskulturarv. Men hvad er det, Dragør kan?

”Dragør kan hygge,” siger Lene Madsen, eller Moster Lene, som hun kalder sig herude på julemarkedet i den gamle skipperby på Amager, hvor hun sælger hjemmelavet julebag, marmelade, saft og andet sødt fra sin nieces bod Den Søde Julebod.

Lene Madsen i Den Søde Julebod er kommet i Dragør hele sit liv, og hun er ikke i tvivl om, hvad det er, Dragør kan: ”Dragør kan hygge,” siger hun.

Lene Madsen er københavner og bor på Amager, men niecen er født og opvokset i Dragør, og Lene er kommet herude, fra hun var barn. ”Mine forældre var vilde med Dragør, og det er jeg også selv. Når du kommer herud, er det ligesom, du er kommet til et andet sted.” siger hun.

Og Lene Madsen er tilsyneladende ikke den eneste, der lader sig drage af byen med de brolagte gader og karakteristiske gule huse med røde tegltage. På Neels Torv står folk som sild i en tønde, mens byens borgmester i skumringen læser op af Peters Jul. Snart trædes dansen omkring det strålende juletræ.

På Neels Torv står folk som sild i en tønde, mens Dragørs borgmester i skumringen læser op af Peters jul.

Rundt om hjørnet, på Badstuevælen, er der travlt i boderne. ”Vi skal have lavet noget mere pandekagedej,” siger en storsmilende Mark Rütt, som vi møder i pandekageboden. Han er formand for foreningen Juleboder i Dragør og har været med hvert år siden det første marked i 2015 og kan bevidne, at interessen for markedet vokser. ”Det har i hvert fald været en fantastisk åbning. Der har været mange flere mennesker end de andre år, og det har både været danskere og svenskere.”

Interessen for julemarkedet i Dragør vokser, og åbningen var et rent tilløbsstykke. ”Vi skal have lavet noget mere dej,” lød det fra pandekageboden blot få timer efter, at markedet var åbnet.

En svensk familie har booket sig ind på Dragør Fort for at få det hele med. ”Der blev jeg alligevel noget paf,” siger Lene Madsen, der fik en sludder med familien i Den Søde Julebod. Så vidt behøver dansk-svenske Julie Schmidt ikke at gå. Hun studerer og bor lige nu i København, så hun kan bare tage bussen. ”Det er forholdsvis nemt og hurtigt at komme herud. Bus 350S kører jo hele vejen,” siger hun.

Julie er herude for første gang med sin familie, der har taget hele vejen fra Østerlen.

”Der er virkelig, virkelig hyggeligt her. Der er en helt særlig stemning. Det er lidt som at være i en landsby, og det er ret vildt så tæt på København. Alle husene er gamle, og der er ingen biler herinde i den gamle by. Jeg har været i Den Gamle By i Aarhus, det kan godt minde lidt om det,” siger hun.

Dansk-svenske Julie Schmidt, der bor og studerer i København, er på julemarkedet med sin familie, der er kommet helt fra Østerlen.

Julie er er vokset op på begge sider af Øresund og holder af begge steder.

”Men dansk jul kan noget særligt. Det er, som om danskerne vægter de gamle traditioner lidt mere. Svenskerne har lussekager med safran, og Luciadag er meget større i Sverige end i Danmark. Men i Danmark er det mere, som om alting skal være hjemmelavet. Og danskerne har flæskesteg og and og brunede kartofler til jul. Svenskerne har julbordet, som mere ligner den danske julefrokost. Min far siger, det er, fordi Sverige er en industrination og Danmark en landbrugsnation. Og det kan da godt være. Men jeg kan bare godt lide den danske jul,” siger hun.

I 2013 var Dragør location for optagelserne til julekalenderen Tidsrejsen, som blev vist på dansk tv i december 2014. I julekalenderen er der et julemarked på Badstuevælen, og det har en lokale erhvervsdrivende nu gjort til virkelighed. De 14 boder på markedet er de samme boder, der optrådte i Tidsrejsen, og som Dragør fik lov at beholde efter optagelserne.

Danmark er også en vigtig søfarts- og fiskerination, og som en skipperby fra 17- og 1800-tallet er Dragør en vigtig del af den fortælling. Derfor kom Dragør i år på den såkaldte tentativliste over steder, som er Danmarks officielle forslag til nomineringer til Unescos liste over verdenskulturarv.

”Det er vi hamrende stolte af,” siger Axel Bendtsen, formand for turistrådet i Dragør, som vi møder i bod nr. 1, hvor Dragørs turistinformation er rykket ind i december.

Dragørs turistinformation er frem til jul rykket ind i bod nr. 1 på julemarkedet på Badstuevælen. Her er det formand for byens turistråd Axel Bendtsen sammen med en af byens knap 40 turistværter, Ann Madsen, der byder folk velkommen.

Axel Bendtsen er også med i den private UNESCO-arbejdsgruppe, der siden 2015 har arbejdet på at bringe Dragørs gamle by i betragtning som henholdsvis europæisk og verdens kulturarv. Her er man enormt fokuseret på den strategi, man vil lægge på turismeområdet.

”Vi er jo et lille sted og skal passe på, at vi ikke bliver overrendt, sådan som man ser det mange steder i Sydeuropa. Vi har ikke brug for at konkurrere med Tivoli. Vi vil gerne tiltrække kulturturister og kvalitetsmindede turister,” siger han og understreger, at det faktisk allerede går rigtig godt, ikke mindst med turismen fra Sverige.

”Da man nedlagde Dragør-Limhamn var der mange, der sagde, at det ville ramme turismen fra Sverige hårdt. Men sådan er det jo ikke gået. Nu kommer de bare ikke med båden for at købe sprit. Nu kommer de i deres biler over broen og spiser på vores restauranter og i vores cafeer. Svenskerne har fået et helt andet og bedre ry blandt de lokale, end de havde før,” siger han.

Julemarkedet på Badstuevælen har åbent hver lørdag-søndag fra 12 til 17 frem til jul. 


Tekst: Malin Kristina Westerlund
Foto: Peter Brinch