Fuld fart fremad for det nye betalingsanlæg

Nye portaler, nye skilte og snart er det tid til at tage nummerpladeaflæsning som betalingsmiddel i brug. Dermed vil kunder på sigt kunne vælge at lade bizzen blive hjemme, og i stedet få turen registreret via bilens nummerplade, som i forvejen er koblet til kundens aftale hos konsortiet.

Fokus Øresund har stillet fem spørgsmål til Göran Olofsson, direktør for leverance ved Øresundsbro Konsortiet.

 

1. Hvad er der sket i betalingsanlægget i løbet af sommeren?

Vi har gennemført tests af nummerpladeaflæsningen og udstyret, som klassificerer køretøjer til den rette prisklasse. Dette har vi gjort parallelt med det eksisterende system, så det har ikke påvirket kunderne. Vi har også testet nye skilte i portalerne, og fået positiv respons fra kunderne.

 

2. Sommeren er jo den mest intensive trafikperiode på broen. Hvordan har kunderne reageret på ombygningen?

Der har ikke været nogen negative reaktioner, men vi har heller ikke haft nogen negativ påvirkning af kunderne. Vi sørger for ikke at lave noget større, når vi har mest trafik, så kunderne bliver besværet mindst muligt.

 

3. Hvad sker der lige nu i betalingsanlægget?

Vi fortsætter med test af det nye system, og vi supplerer med funktionstests af bomme og andet udstyr. Skiltene i portalerne har fungeret godt hen over sommeren, og systemet er stabilt i drift, så nu har vi fjernet de gamle skilte under taget, med undtagelse af to baner i hver retning. De baner bliver nedlagt, når det  nye anlæg tages i brug, så de får ikke nye skilte.

 

4. Hvad sker der derefter?

I oktober fjerner vi de faste skilte ved betalingsanlægget, og justerer vejmarkeringerne. Vi bygger også om ved rækværkerne, og installerer vejrbeskyttelse for at forbedre personalets arbejdsmiljø.

 

5. Hvornår vil bilister kunne betale for turen med nummerpladeaflæsning?

Det er planen at tage det nye system i brug i december 2017. I starten vil det være et tilbud til en mindre gruppe af aftalekunder, som kan prøve at bruge nummerpladen som betalingsmiddel. Efter en kort prøveperiode med den gruppe, vil det blive lanceret for alle. Derefter vil i løbet af foråret 2018 kunne tilbyde det til kunder uden aftale.

 

 

Tekst: Sanna Holmqvist