Ejendomsdirektør med stærk tro på regionen

Svenske opkøb af danske ejendomme stiger og stiger. Hvorfor, og hvorfor nu? Fokus Øresund tog en snak med Anders Jarl, administrerende direktør i Wihlborg Fastigheter, som er en af de største investorer.

Wihlborgs bygger, ejer og forvalter kommercielle ejendomme, hvilket vil sige ejendomme med kontorer og butikker. Selskabet har eksisteret siden 1923, og havde en gang ejendomme i det meste af Sverige. Siden midten af 00’erne har selskabet koncentreret sig om Malmø, Helsingborg, Lund og København.

– Vi tror på Øresundsregionen. Her vokser der et samlet, fælles marked frem med fire millioner indbyggere. Integrationen over Øresund skaber vækst, og det skal vi være med til at tjene penge på, siger Anders Jarl.

Wihlborgs er en af de store aktører når det gælder de seneste års stadigt stigende trend med svenske selskaber, som investerer i ejendomme i Danmark. Ifølge en undersøgelse foretaget af Øresundsinstituttet i maj måned, ejede svenske aktører på daværende tidspunkt for 40 milliarder SEK i Danmark. Dertil kommer, at Wihlborgs har købt yderligere 15 ejendomme i juli for i alt 2,3 milliarder SEK, og i september blev der meldt om endnu et køb i Allerød for 82 millioner DKK (cirka 105 millioner SEK).

– Danmark blev hårdt ramt af finanskrisen, og nu begynder genoprejsningen. Det betyder, at der er et større vækstpotentiale end i Sverige, som ikke blev ramt helt så hårdt. Det er vores vurdering. Vi handler altid langsigtet, og det er netop på lidt længere sigt, at vi mener væksten vil komme.

Det at huslejen er lavere i Danmark end i Sverige gør også, at ejendommene er billigere på den danske side. I Sverige koster det mere at købe end at bygge nyt, mens det er omvendt i Danmark. Men på sigt kommer de danske huslejer til at stige, mener Anders Jarl.

En bidragende faktor til den svenske købefest er, at de danske pensionsselskaber har set på deres ejendomme, og valgt at sælge ud af dele af dem. To af sælgerne til Wihlborgs har været Danica og Unipension.

– Unipension har besluttet sig for ikke at eje nogen ejendomme overhovedet. Danica har valgt at koncentrere sig om det centrale København, og afviklet ejendomme i yderområderne, da der ikke er helt så stor risiko ved centrale ejendomme. Eftersom de er pensionsselskaber, og ikke ejendomsselskaber, tager de helst ikke større risici.

Ejendomsinvesteringerne er steget i en periode, hvor regionen som helhed er præget af en stemning af aftagende integration. Grænsekontrollerne har medført barrierer på flere måder, og ikke kun fysisk. Men Anders Jarl deler ikke pessimismen.

– Integration og vækst sker hele tiden, og er ikke til at stoppe. Udviklingen kan bremses for en stund som følge af diverse dårlige beslutninger, men den fortsætter alligevel. Det har været en hård periode for regionen, men væksten er der, det er der ingen tvivl om.

Samtidig tilføjer Anders Jarl, at han ikke tror Wihlborgs køb af ejendomme i Danmark reelt bidrager så meget til integrationen. Det er måske mere på et symbolsk plan, at det er godt med svenske virksomheder i Danmark.

– Vi bringer svensk virksomhedskultur med os, og et svensk syn på service og forvaltning, og det er også en slags integration. Og vi købte en bygning, hvor Mercedes havde kontor, som siden flyttede til en af vores bygninger i Malmø. Det havde de nok ikke gjort, hvis vi ikke havde købt. Så vi er bestemt med til at drive udviklingen over sundet.

 

Tekst: Sanna Holmqvist