Solceller skal spare energi på Øresundsbron

Med eget solcelleanlæg vil Øresundsforbindelsen kunne mindske energiforbruget med op til 10 procent. Det er der nu søgt om byggetilladelse til.

Øresundsbro Konsortiet leder løbende efter nye måder at mindske Øresundsforbindelsens energiforbrug. I takt med, at teknik og udstyr på forbindelsen bliver slidt og skiftet ud, ses der på mere miljøvenlige løsninger. Det har blandt andet medført, at lamperne langs hele broen er blevet skiftet ud med mere energibesparende alternativer.

Nu vil konsortiet sammen med Svedab, som ejer landanlæggene, tage skridtet videre, og finde mere miljøvenlige energikilder. Derfor er der nu indsendt en ansøgning om byggetilladelse til et solcelleanlæg.

– Opgaven er i første omgang at bidrage med el til Øresundsbro Konsortiets strømforsyning. Vi regner med, at vi kan mindske energiforbruget med op til 10 procent, siger Bengt Hergart, anlægsdirektør ved Øresundsbro Konsortiet.

Solcellepanelerne skal placeres mellem nord- og sydsiden af betalingsanlægget, og ligge mindst tre meter fra kørebanen, bag autoværn og vejbelysning.

– Vi er klar over, at placeringen af solcellepaneler langs motorvejen og ved betalingsanlægget muligvis kan blive en udfordring i forhold til trafiksikkerhedsreglerne. Men vi er sikre på, at vi kan finde en løsning sammen med de relevante myndigheder, så projektet kan blive realiseret. Vi vil arbejde videre med risikoanalyser, når byggetilladelsen er blevet godkendt, siger Bengt Hergart.

Solcellepanelerne skal placeres mellem nord- og sydsiden af betalingsanlægget.

Fakta
Panelerne kommer til at udgøre 4.300 m2. Den totale topeffekt vil være på cirka 700 kW. Anlægget beregnes dermed til at kunne mindske kuldioxidudslippet med cirka 478 ton årligt, og med cirka 11.960 ton i hele sin levetid. Anlægget forventes at kunne producere cirka 670 Mwh årligt, og cirka 16.750 Mwh samlet i sin levetid.

Bemærk: Billederne i denne artikel er illustrationer af den forventede løsning.