Point Hyllie – hvor beliggenhed er alfa og omega

Malmøs nye bydel Hyllie blomstrer. Hver uge får man adskillige forespørgsler fra virksomheder, der vil flytte dertil trods den højeste kvadratmeterpris i Malmø. Lige nu bygger man 800 boliger, og 5.000 personer arbejder i området. Området bliver kaldt regionens vækstcenter, og en stor del af succesen tilskrives nærheden til Danmark.

For præcis 10 år siden kom en berygtet iværksætter ind på Malmø Stads kontor. Med store armbevægelser annoncerede han, at han ville bygge en arena ude på marken ved Hyllie vandtårn. Og at Malmø Stad skulle gå med i projektet. Og i øvrigt skulle der også lige bygges et shopping center og en svømmehal. Han blev ikke taget alvorligt. Dengang.

I dag ligger Malmö Arena, som har været vært for Melodi Grand Prix, Håndbold VM og junior verdensmesterskaberne i ishockey, lige overfor Emporia – øresundsregionens største shoppingcenter. Her findes også en svømmehal, en messe og tusindevis af kvadratmeter boliger og kontorer. Det ligger lige præcis der, hvor Percy Nilsson insisterede på, at det skulle være. Han fik sin vilje. Og Malmø Stad, som turde satse, er i dag yderst tilfredse med resultatet.

Men det gik langsomt i starten. Det var ikke nemt for byggefirmaerne at overbevise sine bestyrelser helt oppe i Stockholm om, at fremtidens investeringer skulle satses på en rapsmark udenfor Malmø. Gennem en række workshops fik alle involverede en fælles vision, og da jorden først blev lejet ud under byggefasen – for senere at blive købt – turde flere og flere at involvere sig og satse.

Point Hyllie er i dag en succes, og en af de helt afgørende fremgangsfaktorer er beliggenheden, konstaterer Maria Nyman, som er kommunikationsstrateg i Malmø Stad. 12 minutter væk ligger Skandinaviens største lufthavn Kastrup, og 12 minutter i den anden retning ligger Malmø Centrum.

– Tre faktorer, som uden tvivl har bidraget til at dette er gået godt, er først og fremmest: Infrastrukturen. Den bliver ikke bedre end her. Derefter var det vigtigt, at vi fik de store aktører hertil – og på banen. Dem, der trækker folk til. Arenaen, Messen, Emporia og de store events, som de allerede har fået i hus – som eksempelvis Melodi Grand prix. Endeligt kræver det modige ledere, som tør at tænke nyt og anderledes, for at et projekt som dette skal lykkes. Ledere, som tør satse på, at 200 hektar landbrugsjord kan forvandles til en ny bykerne, som kan trække besøgende fra hele Europa, forklarer Maria Nyman.

Lige nu er man i gang med at bygge flere kontorejendomme og en helt ny skole med plads til 700 elever. Malmøs internationale skole, som er engelsksproget, flytter også til Hyllie i 2019. I øjeblikket bygges også 800 nye boliger, hvor 50 procent er lejeboliger og 50 procent er andelsboliger. Der planlægges butikker, caféer,  torve og grønne arealer. Men som i så mange nybyggede områder savnes der en ”hyggefaktor”. Man arbejder bevidst med dette, og vil skabe mere intimitet og folkeliv ved at alle bygninger har lokaler i stueetagen, der skal bruges til noget andet end boliger eller kontorer.

Der er allerede blevet bygget udendørs træningscenter, haver på tagene og muligheder for at dyrke egne grøntsager i vindueskarmene. Dem ,der flytter ind i området, betegnes som pionerer, men samtidig meget forskellige. De er kendetegnet ved, at de vil bo på ”det nyeste sted”, eller også pendler de til København, eller kommer fra andre dele af Skåne og vil holde kontakten til gamle netværk. Det er unge, børnefamilier og ældre, der forlader store villaer for at flytte til noget nyt og mindre.

Maria Nyman forklarer, at det er typisk for næsten alle byer, der ligger ved havet, at byen vender mod vandet. At ”bagsiden” er det, der vender ud mod landskabet. At der aldrig bliver tænkt over, hvordan byen ser ud ”bagfra”. Dels fordi, at det betragtes som netop en bagside, og dels fordi tanken er, at man fortsat vil bygge videre, og dermed ikke ser det som ”hvor byen ender”. Også på dette punkt adskiller Hyllie sig fra det meste andet. Her tænker man, at facaden og skyline mod Øresundsbron skal se godt ud, være imponerende, og give det første indtryk af Malmø. I foråret er det første spadestik planlagt til ”The Point” – den sidste etape af Point Hyllie, som skal blive en skyskraber på 110 meter. Et af kravene fra Malmø Stad til byggeherren var netop, at den nye skyskraber skulle være højere end det gamle vandtårn – og dermed en markant del af Malmøs nye skyline mod sydvest.

For ganske nylig er bydelens to hoteller, messen og arenaen, gået sammen for at markedsføre sig på den anden side af broen. Selvfølgelig i Danmark, men også i resten af Europa.

 

Tekst: Theresia Swanholm