”2016 har været et begivenhedsrigt år”

Året er ved at være omme, og allerede nu kan det konstateres, at 2016 har været et år med stigning i motorvejstrafik på broen.

Fredrik Jenfjord, chef for salg og marked ved Øresundsbro Konsortiet, gør status for året.

1. Hvordan har 2016 været?

2016 har været et meget begivenhedsrigt år. Vi mærker fortsat en meget stor interesse for at tilbringe sin fritid på den anden side af sundet.

Fritidstrafikken på broen er vokset igennem længere tid, og det er fortsat i år. Når året er omme, regner vi med at cirka 6.000 af de 20.000 biler, som dagligt passerer broen, er fritidsrejsende. Og der skal man huske, at der ofte er flere personer i bilerne. Pendler- og erhvervstrafikken er også steget, delvis som følge af grænsekontrollerne, som har gjort togtransport mere omstændeligt.

2. Hvad er gået særlig godt i løbet af året?

Hvis vi skal pege på en enkelt ting, så er det salget af nye BroPas-aftaler (rabataftalen til privatpersoner). Vi har aldrig solgt aftaler i et omfang, som det er sket i år. Vi kommer til at se mere end 50.000 nye BroPas-kunder, og vi har nu i alt cirka 400.000 BroPas-kunder.

3. Hvordan tror du, at svenskere og danskere kommer til at bruge broen i julen?

Shopping og andre juleattraktioner plejer at være populære. Danskerne handler billigt i Sverige lige nu, som en følge af valutakursen. For svenskerne er der mange traditionelle udflugtsmål i Danmark, som man gerne vil besøge til jul. De seneste år har vi haft vores SmutTursrabat, som giver BroPas-kunder yderligere rabat, hvis de kører frem og tilbage inden for seks timer. Den bruges af mange netop til shoppingture.