“Vi var blevet grænseblinde”

Deres drøm er den frie bevægelighed i regionen. Men lige nu er grænsen mere tydelig end før. Fokus Øresund har mødt etnologen Fredrik Nilsson for at få styr på, hvordan det går for regionauterne.

2010 var året for Øresundsbrons tiårsjubilæum, og tonen i mediedækningen var gennemgående optimistisk: Svenskere og danskere var godt på vej til at virkeliggøre drømmen om den grænseløse Øresundsregion. Etnologerne Fredrik Nilsson og Orvar Löfgren skrev i deres bog Regionauterne om øresundsborgerne, der bor, arbejder og lever i bevægelse på tværs af de nationale grænser. Der er sket meget siden da, både i verden, i Europa og ved den dansk-svenske grænse.

– Grænsen har egentlig aldrig været væk, men vi kunne abstrahere fra den. Nu er den synlig igen, og det er et chok. Vi var blevet grænseblinde.

Det siger Fredrik Nilsson, som i dag er leder af Center for Øresundstudier ved Lunds Universitet. Han møder mig en solrig novembertorsdag for at tale om, hvordan livet er ændret for regionauterne siden han og Orvar Löfgren skrev deres bog. Grænsekontrollerne er selvfølgelig centrale i vores samtale. De har ændret spillereglerne. Så hvordan går det for regionauterne i dag?

– De har det ikke så godt, siger Fredrik Nilsson. Regionauternes drøm er det friktionsfrie flow, den frie bevægelighed. Det er præcis det, som kontrollerne forhindrer, og rammer dermed regionauterne, hvor de er mest sårbare. De skifter job eller fortsætter bravt forsøget på at få tilværelsen til at hænge sammen. De er modstandsdygtige, og finder nye muligheder og veje. Regionauterne er selvstartere. For helt så friktionsfrit var det nu heller ikke før kontrollerne.

Grænsen er, paradoksalt nok, ikke kun en barriere, mener Fredrik Nilsson.

– Grænsen er samtidigt motoren. Det er drømmen om den anden side. Om det, der er anderledes, og samtidig føles så nært og indenfor rækkevidde, som driver regionauterne.

Der er flere grænser i spil, mener han. Det er også grænsen i Sverige, mellem Skåne og Stockholm, som bliver tydelig. Regionauterne har en tydelig oplevelse af, at politikerne i regeringen ikke forstår eller interesserer sig for dem.

– Regionauterne mener, at problemet skal løses politisk, og at det kan påvirkes fra græsrodsniveau. Øresundsrevolutionen er opstået som en effekt af dette.

Er den genopstandne grænse bare en parentes i integrationsprocessen, eller er dette et vendepunkt? Kommer vi til at tale om før og efter grænsekontrollerne?

– Historien viser, at grænsen aldrig er konstant, men altid i bevægelse. I 1658 blev den flyttet markant. Efter Napoleonskrigen ændredes nationalgrænserne endnu en gang. Der var nærmest fri bevægelighed fra 1860 frem til første verdenskrig. Den frie bevægelighed forsvandt i forbindelse med krigen. Derefter var grænsekontrollerne igen meget strenge. Men pasunionen i 1954 gjorde det lettere at rejse igen, og drømmen om Øresundsregionen opstod på ny. I 90’erne blev Europas grænser flyttet ud til EU’s yderste stater. Hvor stor betydning, det kommer til at have historisk set, beror på hvor langvarigt det bliver. Men mennesker har altid fundet forskellige måder at bevæge sig over grænser, og at være regionauter. Det er kun, hvordan bevægeligheden ser ud, der ændrer sig over tid.

 

Tekst: Sanna Holmqvist