Øresundsregionen er et nyt madmekka

En nyåbnet torvehal i Malmø, de fortsat populære Torvehaller i København, et blomstrende streetfood-marked i begge byer, og en stadigt voksende interesse for mad og råvarer. Det tegner et billede af en region med fokus på mad, som appellerer til både turister og Øresundsregionens egne indbyggere.

Røde mursten med over 100 år på nakken, glinsende, hvide fliser og store jernkonstruktioner i loftet udgør en perfekt kombination af gammel og nyt, rustikt, moderne og rigtig smart. Ensartet skiltning i hvid skrift på sort indikerer de forskellige butikker. Kæmpe oste med store huller, sprængfyldte pølser og smukt marmorerede bøffer, friske skaldyr og glinsende fisk, farvestrålende grøntsager og meterlange surdejsbrød, pizzaer, burgere og duftende kaffe… Malmø har uden tvivl fået et nyt madmekka.

Så sent som i fredags åbnede nemlig den længe ventede Saluhall (torvehal). 16 forskellige butikker og restauratører slog dørene op for lange køer af ventende madentusiaster allerede fra morgenstunden. Den store interesse er symptomatisk for hvores tid, mener Nina Karyd, som sammen med sin bror Martin Karyd er de to initiativtagere til den privatejede torvehal i Malmö.

– Flere og flere af os lever for mad. Vi vil spise, lave og kigge på mad. Interessen for råvarernes kvalitet, og hvor de kommer fra, stiger. Vi tror, at den intensive fokus på mad kommer til at fortsætte med at stige fremover, siger Nina Karyd.

Torvehaller har gennem tiderne været mere almindelige i Sverige end i Danmark, og har en lang historie, hvor man har kunnet handle specialiteter samlet under et tag.

Søskendeparret har savnet en torvehal i Malmø siden den anerkendte ”Saluhallen på Lilla torg” lukkede, efter den langsomt svandt ind fra et livligt madmarked til en træt foodcourt. Da et gammelt varehus få minutters gang fra Malmø Centralstation blev sat til salg, tog de chancen og begyndte at realisere drømmen om en ny torvehal i Malmø. At de veletablerede Torvehaller i København kun ligger godt og vel en halv times rejse væk, ser de slet ikke som et problem – egentlig mere som en fordel. Niels Lønborg Brandt, konceptdirektør for Torvehallarne i København var med til Malmö Saluhalls indvielsesfest i sidste uge, og han er enig.

– Det er et fantastisk flot sted! Og jeg ser absolut Malmö Saluhall som en kollega, og ikke som en konkurrent. Sammen kan vi arbejde for denne måde at handle på: At man køber sine råvarer på et marked, med eksperter, i stedet for i anonyme supermarkeder.

Der er også stor enighed om, at indbyggerne i regionen ikke kun kommer til at nøjes den ene bys tilbud. Martin minder om, at der er helt forskellige produkter alt efter, hvilket land man handler i, og at mange danskere kan lokkes af en lav svensk krone, mens svenskerne gerne rejser til København for at finde ny inspiration, og nyde det, som hovedstaden ellers kan tilbyde.

Torvehaller er egentlig mere en svensk tradition, end det er dansk. I Sverige har man længe kunnet købe specialiteter under et samlet tag, hvor det i Danmark har været mere almindeligt, at man skulle i flere butikker.

Sammenligner man de to – Saluhallen og Torvehallerne – er der procentuelt flere restauranter i Malmö Saluhall. Det skyldes forskellene på svensk og dansk madkultur. I Sverige er det meget mere almindeligt, at man forlader kontoret for at spise en hurtig frokost på restaurant. Det afspejles både i priser og menuer. Det skal gå hurtigt, og være økonomisk overkommeligt at snuppe en frokost i city. Derfor appellerer de mange restauranter både til dem, der arbejder i Malmø, og de danskere, der kommer rejsende for at opleve den svenske frokost(mad)kultur.

– Vores restauratører her er enormt specialiserede. De tilbyder en ret begrænset menu, hver især. Men de er virkelig eksperter på lige præcis det, de serverer, og kan tilbyde her hos os. Flere af dem har en topkarriere på internationalt anerkendte restauranter bag sig, men har i dette koncept valgt en niche, som de fokuserer på. Og som bonus har de fået arbejdstider, der gør et familieliv muligt, forklarer Martin Karyd fra Malmö Saluhall.

Flere faktorer, som bidrager til, at de to supplerer hinanden er, at Øresundsregionen internationalt set kan få større pondus på madfronten.

Niels Lønborg Brandt i København tror nemlig også, at interessen for mad vil blive ved med at stige.

– Der er allerede sket meget i de seneste år. Jo flere vi er, der arbejder for, og promoverer, denne måde at købe ind på; kvalitet, fine råvarer og forarbejdede produkter gør, at vi – også internationalt – tiltrækker mere interesse.

Nina Karyd i Malmø supplerer:

– Både lokalt og internationalt bliver interessen for mad kombineret med et ønske om gode oplevelser. Det bliver et udflugtsmål at tage over broen for at besøge en Saluhall, Torvehal eller et streetfoodmarked. Hvor tids udflugtsjagt passer fortrinligt til det, vi hver især kan tilbyde.

Gennem et gedigent udvalg af mange forskellige kulinariske oplevelser på begge sider af sundet spår både Martin og Nina Karyd og Niels Lønborg Brandt, at vi rundt omkring Øresund kommer til at fremstå som en region, der er værd at besøge, og ikke bare som enkelte byer, når det gælder mad.

 

Tekst: Theresia Swanholm