Taxa- og udlejningsskørsel stiger på Øresundsbron

Erhvervstrafikken er øget med 7,4 procent indtil videre i 2016 sammenlignet med samme periode sidste år. Det er først og fremmest taxaer og udlejningsbiler, der kører mere.

– Vi formoder, at det er en konsekvens af ID-kontrollen, siger Marie Romare, chef for erhvervsmarkedet ved Øresundsbron.

På Øresundsbron ser man en generel stigning i motorvejstrafikken i januar og februar. For BroPas-trafikken følger det mønsteret fra tidligere år med en stabil øgning. Der er dog ikke markant flere, som kører med pendleraftale i januar og februar, på trods af grænsekontrollen.

Den største øgning ses i en anden kategori: Erhvervstrafikken. Den er steget med 7,4 procent i januar og februar 2016 sammenlignet med samme periode sidste år.

Det er først og fremmest kørsel i taxa og udlejningsbiler, som er taget til.

– Vi formoder, at det er en konsekvens af ID-kontrollen. Virksomheder lejer biler og busser for at hjælpe deres medarbejdere, som pendler til og fra arbejde over sundet. For taxaerne er det nok primært til og fra Kastrup Lufthavn, siger Marie Romare, chef for erhvervsmarkedet ved Øresundsbron.

Der er udlejningsfirmaer, som er gået fra nogle få overfarter i januar og februar 2015, til flere hundrede, og i nogle tilfælde flere tusinde, køreture i samme periode 2016.

Nogle taxafirmaer har i forvejen haft mange ture over broen. Men øgninger på mellem 50 og 150 procent er ikke usædvanlig. Der findes taxafirmaer, som er gået fra enkelte kørsler op til 2.000 i de anførte perioder. Det kan være svært at sammenligne tallene, alt efter om der er tale om en ny eller eksisterende aktør, eller nogen, der er overgået fra at være selvstændig til at være en del af en større organisation.

 

Tekst: Sanna Holmqvist