En ny start for et unikt samarbejde

Et nyt brand, en ny organisation og store, regionale ambitioner – der er nok at tage fat på for den nyansatte sekretariatsleder for Greater Copenhagen, det erhvervspolitiske partnerskab for Sydsverige og Østdanmark.

– Det bliver et nyt brand og et mere handlekraftigt samarbejde, der skal sælge Øresundsregionen fremover,” fastslår Sara Pezzolato Ipsen, som glæder sig til at begynde arbejdet som ny sekretariatsleder fra den 1. februar.

Greater Copenhagen er navnet på det nye erhvervspolitiske partnerskab, som styres af Greater Copenhagen & Skåne Committee, hvor medlemmerne er forankret.

– Der er lagt et kæmpe arbejde i at samle kræfterne omkring den nye organisation. I dag er sekretariatet et mindre og markant anderledes set-up. Vi skal sørge for at understøtte visionen om at skabe vækst og arbejdspladser i Greater Copenhagen, samt bakke op om arbejdet hos medlemmerne. Men vi skal også i højere grad have aktiveret de gode erfaringer, der ligger hos medlemsorganisationerne.

Sara Pezzolato Ipsen er uddannet cand.scient.pol., og kommer til Greater Copenhagen fra en stilling som direktionsassistent og senest CSR- og organisationsudviklings chef hos Femern A/S, så hun er bekendt med visioner om et større, regionalt samarbejde. Inden Femern var hun ansat i Transportministeriet.

I det nye samarbejde er det i højere grad op til de enkelte medlemmer blandt kommuner og regioner at markedsføre sig selv som en del af Greater Copenhagen. Medlemmerne har adgang til en værktøjskasse med informationer, analyser og billeder, men også skabeloner og logoer, så de kan producere deres eget materiale.

– Det er 79 kommuner og tre regioner, der står bag Greater Copenhagen, og vi skal besøge alle medlemskommuner, så jeg får travlt! Hver især har de enkelte medlemmer meget at byde på men sammen er vi virkelig stærke. Der er en række udfordringer, for det er meget forskellige aktører, men vi er fælles om mange projekter. F.eks. vil vi knytte forskning og erhverv stærkere sammen inden for fødevaresektoren, og vi samarbejder om de store unikke forskningsanlæg ESS og MAX IV, hvor resultaterne forventes at få stor betydning for b.la. energi, klima, fødevarer, sundhed m.m. Målet er, at vi om nogle år kan måle os med større metropoler, og tiltrække investeringer til virksomheder hvor som helst i regionen under brandet Greater Copenhagen. Vi får brug for, at erhvervslivet også bakker op om visionen og ideen, og det vil vi gøre en indsats for i løbet af 2016, siger Sara Pezzolato Ipsen.

Den frie bevægelighed, som er en af forudsætningerne for samarbejdet over Øresund, er for tiden udfordret af den midlertidige grænsekontrol, der har införts efter 60 års pasunion. Det stemmer ikke overens med ambitionerne om et sammenhængende arbejdsmarked og regional samhørighed, mener Sara Pezzolato Ipsen.

– Vi har jo en ambition om at nedbryde grænser både mellem kommuner, regioner og lande, og grænsehindringer passer derfor ikke ind i vores dagsorden. Vi vil jo gerne styrke infrastrukturen og øge mobiliteten i vores arbejdsmarkedsregion. Vi mener ikke, at kontrol på de indre grænser er en løsning, for det koster vækst og arbejdspladser, så vi vil appellere til, at det bliver kortvarigt, og at det forløber så smidigt som muligt. Det er op til politikerne i Folketingen og Riksdagen at finde en løsning snarest.

Læs mere på www.greatercph.dk

 

Tekst: Nils Francke