Radiokanalerne i Øresundstunnelen

Du kan høre Sveriges Radio P4 og Danmarks Radio P3 og P4 uden afbrydelser, når du kører over Øresundsforbindelsen. Og endnu flere kanaler er på vej.

I sidste nummer af Fokus Øresund skrev vi om, hvordan mobildækningen nu skal forbedres på forbindelsen. Det fik flere læsere til at kontakte redaktionen med spørgsmål om radiodækningen for de mest populære kanaler på samme strækning.

”Jeg ærgrer mig flere gange om ugen over at miste radioforbindelsen til DR P1 i tunnelen,” skrev en læser, som også undrede sig over, hvem der bestemmer over udvalget af radiokanaler på forbindelsen.

Peter Myrbäck, teknisk ansvarlig på Øresundsbron, forklarer, at det ikke er alle kanaler, som bliver afbrudt. Flere kan høres hele vejen over, inklusiv i tunnelen. Han fortæller også, at udvalget af kanaler, der bliver sendt, afgøres af Øresundsbro Konsortiets sendetilladelser. På nuværende tidspunkt inkluderer tilladelserne kun public service-kanaler, og ikke kommercielle kanaler.

– Under byggeriet blev det besluttet at sende DR P3, DR P4 og SR P4 i Øresundstunnelen, og SR P3 og P4 i jernbanetunnelen ved Lernacken på den svenske side. Det var baseret på, at de kanaler udsender trafikmeddelelser, som er relevante for vores kunder. Det gjorde det også muligt for os at gå ind og overtage sendingen, og derved kan vi udsende egne trafikmeddelelser, hvis det skulle blive nødvendigt i eksempelvis en krisesituation.

Siden da har der været ønsker om at tilføje DR P1 og SR P1 til udvalget. Og Peter Myrbäck og hans kolleger er lydhøre over for ønskerne.

– Desværre viser det sig, at det vil være særdeles dyrt at udvide med de kanaler på nuværende tidspunkt. Men når det i løbet af de kommende år bliver tid til at skifte de gamle radio-repeatere ud, som udsender radiokanalerne på FM-båndet, så er det planen at tage DR P1 og SR P1 med, siger Peter Myrbäck.

 

Tekst: Sanna Holmqvist