Øresundsbrons fartbump fylder et år

Man kan roligt sige, at de fleksible fartbump i Øresundsbrons betalingsanlæg blev berømte på en nat. Nu fylder de et år, og spektakulære gæt er blevet afløst af rapporter om lavere hastigheder, højere sikkerhed og et bedre arbejdsmiljø.

Faldlemme, blev de kaldt, da rygtet om dem først begyndte at sprede sig om de fleksible fartbump, som nu fejrer etårsdag i betalingsanlægget. Der var mange spekulationer om, hvordan de mon ville fungere, fra det spektakulære til det ikke så lidt humoristike – var der mon tale om faldlemme, som lod bilerne falde igennem, direkte ned i Øresund? Eller ville bilerne komme til at hænge fast, og blive ødelagt?

Virkeligheden viser sig at være knap så dramatisk. De fleksible fartbump er ganske vist i virkeligheden en lem, som åbnes i vejen, men kun hvis man kører for stærkt – og den åbnes kun cirka seks cm.

Farthinder_02_1000x420

Årsagen til at fartbumpet blev installeret, var de mange passager i for høj fart, som Øresundsbro Konsortiet ville til livs. I de baner, hvor personbiler kan køre igennem med bizz, foregik det ofte i høj fart. Det var sikkerheds- og arbejdsmiljøproblem for både kunder og medarbejdere.

Nu har de fleksible fartbump været i brug i et år. Håkan Kiendl, chef for betalingsanlægget, ser dem som en stor succes.

– Hvis man eksempelvis ser på marts måned 2013 og 2014, så var der omkring 20.000, der kørte igennem anlægget med for høj fart. I år var det 1.300. Sådan ser det ud igennem hele året, hvilket er en enorm forbedring. Samlet set stiger trafikken på broen, så at antallet af passager i for høj fart falder, er et fantastisk resultat.

Håkan Kiendl, chef for betalingsanlægget, Øresundsbron

Håkan Kiendl, chef for betalingsanlægget, med fartbumpet

Håkan Kiendl viser tallene for gennemkørsler, både i retning Danmark og Sverige, selvom fartbumpene kun er installeret i retning mod Danmark. De har nemlig haft en uventet effekt.

– Højhastighedskørslerne i retning Sverige er også faldet. Jeg tror, at fartbumpet har medført en forståelse, som får billisterne til at sænke farten generelt.

Antal passager i for høj fart

Farthinder_stats_01

Der er dog fortsat biler, der kører for hurtigt. Det kan Helena Thulin, der arbejder som kundeassistent i betalingsanlægget, mærke.

– Ja, der er stadig dem, der kører til. Det er lidt mærkeligt, når nu det er så nemt at holde hastigheden nede et par meter mere, og derefter accelerere.

For firmaet Edeva, som står bag de fleksible fartbump, har tilværelsen ændret sig en del det seneste år. Interessen for Øresundsbrons fartbump rettede et stort spotlys mod den lille Linköping-virksomhed. Deres fartbump har tidligere kun været installeret i Linköping, som det eneste sted i Sverige, og ingen steder i Danmark.

– At det lige var broen, som valgte fartbumpet, har haft stor betydning. Ikke kun på grund af den store medieinteresse, men også fordi broen er god at have som reference. Øresundsbron har høj teknisk kompetence indenfor virksomheden, og arbejder på et avanceret niveau, når der skal laves tekniske løsninger. Det giver en høj troværdighed i broens valg af leverandør. Det har naturligvis været godt for os, fortæller David Eskilsson, administrerende direktør for Edeva.

Uppsala anskaffede fartbump umiddelbart efter broen. Det seneste år har flere kommuner, herunder Malmø og Stockholm, også vist stor interesse for at installere Actibump, som fartbumpet hedder. Fra Danmark mærkes der også stigende interesse, og Edeva har i skrivende stund givet flere tilbud. Håkan Kiendl har ofte besøg fra kommuner og myndigheder, som gerne vil se fartbumpet i aktion, og vurdere hvorvidt bumpet er relevant for dem.

Men hvad siger kunderne?

Intet nyt er godt nyt, plejer man at sige, og det passer vist meget godt, mener Sofie Richt, kundecenterleder.

– Før fik vi indimellem opkald fra kunder, som klagede over for hurtigt kørende bilister i betalingsanlægget. De oplevede det som et sikkerhedsproblem, og vi blev ofte bedt om at gøre noget. De henvendelser får vi slet ikke mere. Det synes jeg er en god indikator for, at kunderne faktisk også oplever området som mere sikkert takket være fartbumpene.

Tag med på en kort tur over fartbumpet. Dette er, hvad der sker, når du kører for hurtigt:

Resultatet af installationen i Uppsala angives af Trivector Traffic i ”Utvärdering av Actibump i Uppsala Rapport 2015:45”.

 

Tekst: Sanna Holmqvist
Bilder: Øresundsbron