Ny drøm om storregion har OL i Hamburg 2024 med

På den første svenske, tyske og danske parlamentariske aften om Femern-forbindelsen hos de nordiske ambassader i Berlin blev linjen lagt mod Femern-åbningen: Grænserne udvandes i en ny storregion, mener Henrik Appel, formand for String-samarbejdet. Men først skal der læres af erfaringerne fra Øresund frem mod (måske) OL i Hamburg 2024.

BERLIN: Drømmen er ikke urealistisk: OL i Hamburg 2024 i en ny storregion fra Øresund til Nordtyskland og OL-konkurrencer over det hele. Drømmen blev et kernepunkt for mange indlæg på den nylige og første svenske, danske og tyske parlamentariske aften om Femern-forbindelsen på det nordiske ambassadekompleks i Berlin. For at gøre drømmen til virkelighed skal Femerns åbning af tunnelen og alle tyske landanlæg på plads netop i 2024. Men Øresundsregionen skal også bidrage med erfaringer.

– Hvad er bedre end at binde Nordeuropa sammen om erhvervsliv, videnskab, kultur – og sport, sagde den tyske parlamentariske statssekretær, Enak Ferlemann, fra Forbundsministeriet for Trafik og Digital Infrastruktur. Han fastslog, at det fortsat er tyskernes mål, at Nordeuropa skal vokse mere sammen.

OL og erfaringer fra Øresund
OL kom i spil igen fordi den tyske olympiske komité (Dosb) netop har anbefalet Hamburg som vært i 2024, men Hamburg skal slås med Paris, Doha, Istanbul og Baku.

– Tillykke til Hambug. OL kan bringe opmærksomhed også til Malmø og København, fastslog transportminister Magnus Heunicke.

Inden OL måtte komme skal meget andet på plads, og erfaringerne omkring Øresund fyldte også aftenen i Berlin. Stephan Müchler, direktør for Sydsvenska Handelskammaren, ville vide, om man havde lært af fejlene fra Øresundsregionens manglende harmonisering af finans- og lovgivningsprocesser. Det havde man.

– Vi har lært meget af Øresundsregionen. Jeg ser den som en overvældende succes for ingen vidste præcis, hvad der skete, da vi gik i gang over Øresund, fastslog Magnus Heinicke.

En ny bruttoliste om manglende harmonisering over Øresund set i forhold til Femern er også bestilt af String-samarbejdet oplyste formanden og medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Henrik Appel (S).

– Vi skal være tidligere ude denne gang, sagde han.

String er et samarbejde mellem Regionerne Skåne, Hovedstaden og Sjælland samt Schleswig-Holstein, Hamburg og Københavns Kommune. Direktør i Dansk Industris transportgruppe, Michael Svane, er allerede i gang med at finde løsninger i regi af Fehmarn Belt Business Council, hvor han er næstformand.

– Vi skal aflevere en bruttoliste til String 24. april om erfaringerne fra Øresund. Vi skal anvise løsninger for arbejdsmarkedet, sociale afgifter og beskatning. Det optimale er løsninger for hele storregionen inklusive Femern, men hvor det ikke kan lade sig gøre, må vi nøjes med løsninger for eksempel mellem Danmark og Tyskland, sagde Michael Svane.

Fire udfordringer tilbage
Magnus Heunicke nævnte fire hovedudfordringer for at man kommer helt i mål med selve tunnelprojektet, men alle fire udfordringer venter han er klaret senest ved årets udgang:

  • Entreprenørernes tilbud på kontrakterne til tunnelen skal ned i pris.
  • Danmark skal have en endelig vedtagelse formentlig inden sommerferien.
  • Den tyske del skal have sine vedtagelser på plads.
  • Og så skal EU-støtten sikres.

EU-støtte er ikke en selvfølge. Pat Cox kom i Berlin med advarsler som Europæisk koordinator for Skandinavian-Mediterranien Korridoren (under TEN-T-programmet): Femern-projektet får kun EU-penge hvis tidsplanerne for projekterne bliver overholdt.

– I EU hedder det ”brug det – eller mist det”. Først når projektdelen med EU-tilskud er udført, så kan man gå i gang med det næste. Er et projekt ikke færdigt til tiden, så er pengene tabt og går til andre ting i EU, påpegede Pat Cox.

Han forklarede de vilkår med mange ansøgninger.

– Jeg koordinerer den længste korridor fra Finland til Sydeuropa. Den har 735 projekter i forslag til 36 milliarder euro, hvoraf vi kun har de 12. Men EU anser Femern som en af de vigtigste kanaler for denne korridor, sagde Pat Cox.

.Tekst: Keld Broksø