”Vi skruer ikke ned for indsatsen”

Seks spørgsmål til Caroline Ullman-Hammer, administrerende direktør for Øresundsbron, i anledning af at trafikken over broen er steget for første gang siden 2009.

1. Hvilken trafik er det, der stiger?
Den totale vejtrafik steg med 3,4 procent i 2014. Det indebærer cirka 600 overfarter mere per døgn end året før. Visse dele af trafikken er steget endnu mere. BroPras-trafikken, det vil sige fritidsrejsende, steg med hele 7,6 procent. Det er også der, vi har lagt mest krudt, med kampagner og gode tilbud i form af SmutTursrabatten, som vi startede med i 2012. Den er meget populær.

2. Hvad laver folk så på den anden side af sundet?
Alt muligt! De store attraktioner tiltrækker mange mennesker. Tivoli og Den Blå Planet er særdeles populære, og henvender sig først og fremmest til børnefamilier. Danskerne shopper mere på den svenske side igen. De får meget for pengene i Sverige på grund af valutakursen. Visse varer findes også i et større udvalg i Sverige. Dernæst tror jeg også, at det er spændende at tage ud og shoppe et nyt sted, i stedet for at gå i de sædvanlige butikker.

3. Hvordan går det med pendlingen? Er den en sort plet på integrationen?
Nej, det mener jeg ikke. Tilbagegangen inden for pendling, som vi har set de seneste år, begynder faktisk så småt at aftage. I sidste kvartal af 2014 så vi tilmed, at pendlingen begynder at øge igen. Det kan man naturligvis ikke drage nogen konklusioner af endnu, men det er et godt tegn. Vi håber selvfølgelig, at folk begynder at udnytte arbejdsmarkederne på begge sider igen. Det er jo godt for både arbejdstagere, arbejdsgivere, og for broen.

4. Hvordan går det med fragttrafikken?
Den stiger, som den har gjort de seneste år, men ikke helt så meget som tidligere. Vi har en stærk position på fragtmarkedet med 53 procent af fragttrafikken over Øresund. Det skyldes, at overfarten på broen er let og smidig, og derfor vælger flere speditører broen. Vi oplever, at vores kunder er meget tilfredse.

5. Hvordan ser det ud med indtægterne, og tilbagebetalingen af lånet, som har finansieret byggeriet af broen?
Indtægterne steg i 2014 med 62 millioner DKK. Før værdiregulering er vores resultat et overskud på 783 millioner DKK. I 2014 er vores rentebærende nettogæld faldet med 1.161 millioner DKK. Så det går bestemt godt. Men det får os ikke til at skrue ned for indsatsen. Vi arbejder hele tiden på at udvikle vores virksomhed, og vores tilbud til kunderne. Vi skal bygge broer, økonomisk, kulturelt og socialt. Det er vores vision. Det er store ord, så vi har et stort arbejde foran os.

6. Hvad er målene for 2015?
Vi skal fortsat stimulere trafikken. Endnu flere skal have BroPas. Vi håber også, at de, der har BroPas, kører flere gange om året i forhold til i dag. Vi skal gøre mere for, at folk får lyst til at tage over sundet. Hvis konjunkturerne samtidig udvikler sig på en måde, så der kommer gang i pendlingen igen, ville det også være rigtig godt, både for broen og for regionen.

Pressemeddelelse om Øresundsbrons årsrapport