Trafikdronningen har abdiceret

Trafikradioens Jette Beckmann har efter mange år besluttet sig for, at der findes mere end radio i livet, efter 25 år på Danmarks Radio P4. Det er en særdeles populær radiostemme, der nu bliver stille, også for de mange svenskere, der dagligt kører over Øresundsbron.

– Jeg bliver kaldt trafikdronningen, men faktum er, at jeg er elendig til at finde rundt. Det er egentlig en hemmelighed, siger hun med et grin.

Det er en fagstærk kvinde, vi møder i villaen i Farum.

– I Danmark er jeg måske nok lidt kendt, efter mange har hørt på mine trafikmeldinger i bilen hver morgen, fortæller Jette Beckmann, og viser bogen, som hun fik, da hun stoppede hos Danmarks Radio efter 25 år.

– På 24 timer fik vi 1.300 Facebook-hilsener til mig (se et uddrag herunder, red.). Dem har de samlet i en bog. Det er helt fantastisk!

Jette Beckmann er en af pionererne inden for dansk radio, og har blandt andet været med til at bygge trafikradioen op på DR P4. Hendes netværk inden for politi har været uvurderligt for hendes arbejde, ligesom den jævnlige kontakt med Øresundsbrons Trafikcenter.

“Kære Jette Beckmann. Tak for din personlige og altid nærværende måde at hjælpe os stakkels trafikanter på i hverdagen. Må du altid ramme den grønne bølge og nå dit tog til tiden. God vind fremover.”
Jan Høxbro Knudsen, via Facebook

– Jeg taler gerne i billeder, og jeg er god til at få folk til at tale. Det bedste har været kontakten med alle lytterne.

At det lige skulle være journalistikken, hun kastede sig over, var egentlig en god vens ide. Han mente, at hun havde talent for det, selvom hun selv var lidt skeptisk til at starte med.

– Men det viste sig at være det helt rigtige valg. Jeg var i mit rette element. Det var som at spise slik, fortæller hun.

Hendes journalistkarriere gik fra dagbladene til forskellige roller inden for radio; nyhedsoplæser, nyhedsredaktør, programvært og så trafikreporter.

Øresunddirekt i radioen
– Jeg arbejdede med radioprogrammet Øresunddirekt i de tre år, det blev sendt. Jeg og Torbjörn Bladh i Malmø talte om barriereproblemer med mennesker på begge sider af sundet. Dengang var broen mellem vores lande helt ny. Det var første gang, at to selvstændige lande gik “on air” sammen.

Jette Beckmann

Igennem en årrække har Jette Beckmann guidet billister igennem Storkøbenhavns tætte trafik.

I løbet af årene med Øresunddirekt begyndte Jette Beckmann også at rapportere om trafiksituationen i Storkøbenhavn.

– Jeg dækkede et enormt område. Fra Helsingør til Køge og Roskilde. Det gjaldt busser, metro, tog – ja, det hele.

Hver dag er hun stået op kl. 3.45. Men betyder ikke, at hun selv vil kalde sig et morgenmenneske.

– Absolut ikke. Når jeg har fri, sover jeg så længe, det skal være. I løbet af alle disse år har jeg sovet tre til fire timer hver nat. For mig var det vigtigt, at der også var plads til at have et socialt liv, præcis ligesom alle andre.

I Jette Beckmanns hus hersker der opbrudsstemning. Det er snart tid til nye eventyr.

– Det var egentlig delvist for mine børns skyld, at jeg stoppede. De var urolige for mig. Jeg har stresset alt for meget i mange år.

Hun har boet mange steder i verden, og blev gift på Seychellerne.

– Det var juleaften, siger hun, og griner ved tanken. Det var den eneste dag, der var tid.

Jette Beckmann elsker rejser og eventyr, og fortæller gerne om sine hundeslædeture med børnene i Kiruna i det nordlige Sverige, og rejser igennem Sahara-ørkenen. Egypten er et af hendes favoritlande, og der vil hun gerne til igen.

– Jeg er en kriger. Stærk og fri. Og jeg er aldrig bange, så nu ser jeg kun muligheder!

Hilsener fra Facebook
Her kan du se et lille uddrag af de mange hilsener, som Jette Beckmann har modtaget på Facebook, da hun sagde farvel til Trafikradioen.


“Du gav os ansvar i trafikken. Ordret husker jeg det ikke, men følelsen du gav for mange år siden.

En ambulance skal hurtigt ind til Rigshospitalet. Hvis det lille barn skal leve – skal du give plads NU – det er dit ansvar om det skal overleve – så kom væk NU – så ambulancen kan komme frem.

Der gik en ½ time og så siger du:

Jeg har talt med ambulancefolkene og de fortæller at de aldrig før har oplevet at I var så gode til at give plads i morgenmyldertrafikken – TAK på den lille drengs vegne.

Det tror jeg, med måde du fik givet os besked på, at vi havde ansvaret for den lille dreng.
Jeg husker følelsen, hver gang jeg hører om en ambulance skal have plads.

Tak til dig for at prøve at opdrage os i trafikken.
Ha en god dag og fremtid med dine børn.”

– Kurt Bøgsted


“Godmorgen Jette, det var dagens breaking bad nyhed! Nu har vi gennem mange år støttet os til dine meldinger, når vi skulle ud i mylderet og vores børn (nu 12 og 15 år), er fra små vænnet til, at når Jette kom på banen så var det vigtigt. Så råbte de til os, at nu var Jette der. Du har med stor humor og skønt sprogbrug været alletiders TrafikJette. God vind fremover.”

– Tom Ersking


“Øv for pokker – Trafikradioen om morgen er bare ikke det samme når Jette ikke er i stolen. Smilet i stemmen, de fantastiske sprogblomster, den høflige irettesettelse til os bilister – lige indtil det bliver nok og der skal hårdere ord til Jette vil blive savnet af mange..”

– Jeanette Ingemann


Læs selv flere hilsener på Facebook-siderne for DR P4 København og P4 Trafikcenter.


Tekst: Kajsa Jacobsson, ZIP Kommunikation
Foto: Stig-Åke Jönsson, MalmöBild