Svenskerne har genopdaget ferielandet Danmark

Danmark er svenskernes foretrukne rejsemål. Antallet af besøg og overnatninger stiger. Nærheden til landet og nærheden til vandet trækker. Antallet af nætter, som svenske turister tilbringer i Danmark, er tilbage på før-finanskrise-og-lavkonjunktur-niveau. Hele 1.872.626 overnatninger blev det til i 2013, hvilket er en stigning på næsten 5 procent fra året før.

Tæller man alle svenske besøg med, også dem uden overnatning, kommer man i 2013 helt op på 3.076.000. Det gør Danmark til svenskernes foretrukne rejsemål.

– Med udsigten til en bedre økonomi forventer vi yderligere fremgang i både 2014 og 2015, fortæller Peter Krusborg, ansvarlig for det svenske marked hos Visit Denmark.

Optimismen bygger dels på den aktuelle, massive reklamekampagne på svensk fjernsyn, dels på nogle almene kvaliteter, som svenskerne værdsætter ved Danmark, mener Peter Krusborg. Den vigtigste kvalitet er nærheden.

– Selv om man har besluttet at holde sommerferie hjemme i Sverige, kan man godt snuppe en smuttur på et par dage til Danmark. Svenskerne ser Danmark som deres egen baghave, siger han.

VisitDenmarks statistikker viser da også, at de korte ophold på 2, 3 eller 4 dage er populære blandt svenske gæster. Men nærheden er også en kvalitet, når først man er kørt over broen.

– En af Danmarks største styrker er nærheden til oplevelserne. Du behøver aldrig at køre særlig langt. 56 kilometer … længere er der for eksempel aldrig til en strand, uanset hvor i Danmark du befinder dig. Og netop naturen langs kysten er noget af det, svenskerne holder allermest af, fortæller Peter Krusborg.

Tekst: Jesper Skjønnemand og Kajsa Jacobsson