Øresundsbron booster den digitale integration

Øresundsbron er ikke kun biler og busser, men også optiske fibre, som sender masser af 0’er og 1’er. Øresundsbro Konsortiet og det svenske firma Netnod har netop underskrevet en aftale, der forbedrer og integrerer Øresundsregionens digitale infrastruktur.

Ikke kun køretøjer og tog suser over Øresundsbron. Et par kraftige kabler med optiske fibre sender også utallige 0’er og 1’er frem og tilbage mellem Danmark og Sverige. Og netop datatrafikken over Øresund får nu et markant boost.

Øresundsbro Konsortiet og det svenske firma Netnod har nemlig underskrevet en aftale om brug af Øresundsbrons optiske fibre, som binder tele- og datanetværket i København tæt sammen med det i Malmø. Dermed får Øresundsregionen en meget tættere integreret digital infrastruktur og bliver med ét hug et internationalt kraftcentrum for internettrafik.

Aftalen med Netnod er en direkte konsekvens af konceptet C2C – kort for City To City – der blev lanceret for et par år siden. Øresundsbro Konsortiet har siden åbningen i år 2000 leveret data mellem Kalkbrottet i Limhamn og Ørestad eller Glostrup, men med C2C kan Øresundsbro Konsortiet nu føre data hele vejen mellem Malmø og København.

Netnod driver en stor andel af Nordeuropas infrastruktur for datatrafik. Firmaet overtog i starten af 2014 tre såkaldte internet exchange points – eller IXP’er blandt venner – i København som supplement til den, firmaet allerede havde i Malmø. IXP’er er vigtigte, fordi de forbinder de forskellige tele- og dataoperatører med hinanden og håndterer internettrafik.

Forventningen er, at sammenkoblingen giver regionens databaserede virksomheder et forspring i den internationale konkurrence, og aftalen passer dermed som hånd i handske med Øresundsbro Konsortiets erklærede mål: At gøre Øresundsregionen til et attraktivt »kraftcentrum« ved løbende at bygge nye broer »økonomisk, kulturelt og mentalt«, som visionen siger.

Også Netnod ser potentialet for regionen.

– Vi skaber den optimale løsning for indholdsleverandører og netværksoperatører ved at forbinde og servicere en stor og dynamisk region. Vi er meget begejstrede over de muligheder, som løsningen tilbyder netværk i begge lande, siger Kurtis Lindqvist, CEO hos Netnod.

Netværk med uendelig kapacitet
De ser ikke ud af noget særligt, de optiske fibre mellem Danmark og Sverige, faktisk er det bare nogle orange ledninger på 15 mm i diameter. Men hver ledning indeholder 192 optiske fibre med i pricippet uendelig kapacitet. Af hensyn til stabilitet og sikkerhed ligger ledningerne i to separate spor på hver sin side af jernbanen.

Trods den nye aftale med Netnod, er der plads til mere.

– 76 procent af de optiske fibre på Øresundsbron er udlejet, så der er stadig ledig kapacitet, og hvis efterspørgslen kræver det, er det relativt enkelt at trække flere kabler, siger Peter Myrbäck, system manager hos Øresundsbro Konsortiet.

Han fortæller, at dataforbindelsen over Øresundsbron er attraktiv, fordi alternativerne mellem Danmark og Sverige er søkabler, som er mindre stabile og sikre. Risikoen for, at der sker noget med et søkabel, er simpelthen større, og adgangen til at reparere det er simpelthen dårligere.

– Kunderne er typisk tele- og dataoperatører med stort kapacitetsbehov, men også virksomheder med kontorer på begge sider af Øresund og med behov for sikre og stabile dataforbindelser viser interesse for C2C-konceptet. Ved at leje en optisk fiber får kunden mulighed for at skabe og styre sit eget netværk, forklarer Peter Myrbäck.

Tekst: Jesper Skjønnemand