Svenskerne strømmer til Den Blå Planet

På kun en måned har besøgstallet til Den Blå Planet, Danmarks nye akvarium, overgået alle forventninger. 180.000 personer har allerede besøgt akvariet.

– Vi har allerede haft flere besøgende end Danmarks Akvarium havde i hele 2012. Og en stor del af dem er svenskere, der er valfartet til, hvilket vi er rigtig glade for. Vi kan dog ikke sige præcis hvor mange af de 180.000, som er svenskere, fortæller Christian Juul Yssing, der er PR-konsulent ved akvariet.

Salgschefen, Mette Broksø Thygesen, glæder sig også over svenskernes interesse.

– Den Blå Planet er lige så meget et akvarium for svenskerne, som det er for danskerne. Vi forventer, at svenskerne vil være den største gruppe besøgende efter danskerne. Derfor har vi også sørget for at have størstedelen af vores information i akvariet oversat til svensk. Og så ligger vi lige jo der, hvor broen kommer i land, så det er let at finde herhen, fortæller hun.

Læs mere om Den Blå Planet »