Faldende boligpriser i Danmark er ikke lige fristende for alle

På trods af faldende boligpriser i Københavnsområdet, vælger mange ”ny-svenske” danskere at blive boende i Sverige. Hvad er det, der lokker på den svenske side af Sundet? Vi har mødt familien Wandahl i deres smukke, nybyggede hus i Höllviken i det sydvestlige Skåne.

Omgivet af sine muntre sønner arbejder Mette Wandahl gerne hjemmefra. Manden Thomas er den, der pendler fra det nybyggede hus i Höllviken, sydvest for Malmø, til den danske side hver dag. Selvom Thomas for tiden arbejder i Danmark igen, har familien valgt at blive i Sverige.

Det er rigtig nemt og hurtigt at tage over broen. Hvis jeg tager afsted senest kl. 7.30, så tager det cirka 45 minutter til Tåstrup, fortæller Thomas Wandahl.

– Jeg kan virkelig godt lide Sverige, tilføjer Mette Wandahl. Alt fungerer godt, og jeg føler mig hjemme. Vores børn er født her, og jeg har afholdt min barselsorlov her. I Sverige er det accepteret, at man som forældre deler barslen ligeligt, hvilket ikke altid giver sig selv i Danmark. Den svenske model er helt klart en fordel fra et kvindeligt perspektiv.

Allerede i 1998 flyttede parret Wandahl til Sverige, og senere til Stockholm. Både Mette og Thomas arbejdede i svenske virksomheder frem til 2009, da Thomas fik et job hos danske TDC. Et par år senere blev han ansat som administrerende direktør i Telmore.

– Da Thomas fik muligheden, var spørgsmålet om vi skulle flytte tilbage til Danmark, men primært på grund af vores ældste søn, valgte vi at blive på den svenske side. Det vigtigste er, at vores børn trives, siger Mette.

Flytningen til Höllviken, tæt på Øresundsbron, gjorde det muligt at blive boende i Sverige.

Børnene taler svensk, når Mette taler med dem. Frederik, den ældste søn, som nu er 11 år, taler begge sprog, men har det nemmest på svensk. Til spørgsmålet om hvilket fodboldhold han holder med, hvis Sverige møder Danmark, tøver han lidt, før han siger, at han som regel holder med Sverige. De fleste af familiens venner er svenske, selvom de kender mange danskere i området.

Hverken Mette eller Thomas mener, at der er den store forskel på skandinaver.

– Vi er jo faktisk ret ens på begge sider af Sundet. Her i Sydsverige tror jeg, at vi er lidt mere som danskerne, end i Stockholm. Vi er ikke så konfliktsky som i resten af Sverige, siger Mette.

Men det tager tid at opbygge relationer i Sverige, mener hun. Længere tid end i Danmark. Folk skal først lære at stole på en. Tillid betyder meget.

Mette mener faktisk ikke, at hun savner det danske så meget.

– Vi har 35 minutter i bil til København. Der tager vi gerne over, hvis vi for eksempel vil i teateret.

Inden vi skilles, skal drengene gøre klar til cykeltræning. Superarenaen i Ballerup, lidt udenfor København, kan få de fleste cykelinteresserede til at gå i selvsving. Det kunne godt se ud til, at drengene vil følge i deres fars fodspor – Thomas kørte på det danske cykellandshold.

Tekst: Kajsa Jacobsson